img_1730
  • Facebook
  • Twitter
  • Pinterest

Mange af dem jeg taler eller træner med føler, at det har været en god træning, når de er helt smadrede bag efter – eller ømme. Ja, ømhed er virkelig populært og bliver ofte sat lig med en god træning.

Alle professionelle trænere ved at det at ”smadre” sin krop eller opleve ømhed ikke er parametre på en god udvikling, og det skal formidles videre.

De fleste har et mål med deres træning, nogen har sagt det højt, andre har måske ikke engang sagt det til sig selv. Det kan der være tusinde grunde til og det tager vi i et andet indlæg.

Når vi træner mod et mål er der flere ting der spiller ind

  • Træningsbelastning (hvor hårdt og hvor længe)
  • Hyppighed (hvor ofte)
  • Restitution

De 2 første er vi selv herre over, men hvor hurtigt du restituerer bestemmes af vores krop.

Det er simpelt, hvis vi ikke når at restituere mellem dine træningspas, vil vi nedbryde kroppen i stedet for at bygge den op. Derfor er restitution så VIGTIGT!!!! Restitution kan altså spare dig for mange tabte kræfter og tid. Det handler om at gøre træningen effektiv, så hvert trænings pas har et formål og forbrænde kcal er oftest en dårlig ide som formål; det er altså meget nemmere og klogere ikke at spise for mange af dem end at forbrænde dem på løbebåndet.

Ideen med træning er at belaste kroppen tilpas hårdt til at den bygger sig bedre og stærkere, og tilpas let til at vi kan træne igen snart. Kontinuitet er nøglen til at blive bedre. Hele tiden belaste lidt mere, kroppen bygger sig bedre, belaste lidt mere, kroppen bygger sig bedre osv. Men belaster vi for meget bliver restitutions tiden meget lang og vi mister en masse god træning.

Ex. Jeg løber ofte med på Sparta søndagstræning, jeg er vild med det da mine lange ture oftest er i roligt tempo og jeg synes nogle gange at det kan være lidt kedeligt at løbe dem selv. Vi løber de lange ture i roligt tempo for at sænke belastningen, da de mange km er rigelig belastning i sig selv. Derfor har jeg til tider undret mig, når jeg løber ved siden af nogen der hiver efter vejret og giver alt hvad de har. De kommer jo til at kræve en uges restitution før de er klar til næste tur?!? Løber de alligevel i løbet af ugen efter dette, får de ikke noget positivt ud af det og vil føle sig trætte og uoplagte. Så hvorfor bruge så mange kræfter på at løbe en lang tur hurtigt, når man alligevel ikke får noget ud af det? Jeg er ret sikker på at det er fordi de ikke ved det.

Men det gør du nu. I hvert fald lidt mere end da du startede med at læse.

God træning og træn klogt!

/Esther

Pin It on Pinterest